Nu skal finansieringen på plads

De første spæde skridt til lufthavnsudvidelserne er taget, da Kalaallit Airports forleden holdt deres første bestyrelsesmøde. Men der er langt vej endnu, understreger formanden for selskabet.
Leo Larsen formand for Kalaallit Airports
Leo Larsen formand for Kalaallit Airports Foto © : Jonas Fievé/KNR
Skrevet af Jonas Fievé
25. juli 2016 10:59

Udover de byggetekniske udfordringer er Leo Larsen kke selv i tvivl om, hvad den næste store udfordring bliver.

- Der er hele finansieringssiden, som selvfølgelig også er en udfordring, at få til at passe til de indtægtsstrømme, som fremadrettet kommer, så vi kan servicere den gæld, vi stifter, siger Leo Larsen, som på selskabers stiftende generalforsamling blev udnævnt til formand.

Selskabet er stiftet og ejet af Naalakkersuisut, og skal udover en lufthavn i Qaqortoq stå for udvidelsen af landingsbanerne i Nuuk og Ilulissat.

Læs også Penge til lufthavnsselskab bevilget

Finaniseringen langt fra på plads

Men hvordan det skal finansieres, det er endnu for tidligt at sige, men der er flere muligheder.

- Du kan gå på lånemarkedet, hvilket der er mulighed for, og du kan få privat kapital ind gennem et offentligt-privat partnerskab, men det er der slet ikke taget stilling til nu.

Det er politisk bestemt, at Kalaallit Airports skal arbejde med de tre lufthavnen, men det er ikke ensbetydende med, at det også i sidste ende bliver gennemført.

Læs også Tre udenlandske selskaber klar til investere i lufthavne

Økonomien kan spænde ben

Som noget af det første skal der nemlig udarbejdes en business case - altså en form for forretningsplan - for de tre lufthavne, som skal vise, om det er realistisk at bygge dem alle.

- Eller en måske falder fra på grund af ekstraordinære store tekniske vanskeligheder, økonomiske omkostninger, eller hvad det nu måtte være, siger Leo Larsen

Han slår samtidig fast, at han ikke selv vil anbefale, at man bygger der, hvor det ikke er økonomisk rentabelt. 

- Jeg kan ikke forestille mig, at andre i bestyrelsen vil foreslå selvstyret noget, som er økonomisk uforsvarligt og urealistisk, siger formanden for Kalaallit Airports Leo Larsen.

Læs også Lufthavnspakken vedtaget

Hvis alt går efter planen, håber Leo Larsen på, at man kan komme i gang med anlægsarbejdet i slutningen af 2018 eller starten af 2019.