Nu overlever isbjørne besøg i Ittoqqortoormiit

Ittoqqortoormiit havde besøg af isbjørne otte gange fra august til december sidste år. Alle otte gange overlevede isbjørnen, skriver WWF Verdensnaturfonden, der har etableret en isbjørnepatrulje i byen.
Skrevet af Kenneth Elkjær
27. februar 2017 10:19

Patruljen er netop oprettet for at skræmme bjørnene væk far byen i stedet for at skyde de store hvide bjørne i selvforsvar. Og den indsats ser ud til at virke. Ifølge WWF skal forklaringen på den succesfulde indsats findes i, at man har fået ryddet op ved byens forbrænding, så der ligger mindre skrald og udsender dufte til bjørnene. Derudover har man i et enkelt tilfælde skudt en isbjørn med gummikugler, der gør tilpas ondt til, at isbjørnen forlader området uden at komme til skade.

LÆS OGSÅ Isbjørne invaderer Ittoqqortoormiit

Hos WWF glæder man sig naturligt over, at indsatsen har virket: - Vi er rigtig glade for, at det ikke har været nødvendigt at skyde en eneste bjørn i selvforsvar. I en tid, hvor alt peger på, at klimaforandringerne vil forårsage stor nedgang i isbjørnebestanden, er det vigtigt, at vi forsøger ikke at nedlægge bjørne ud over fangstkvoten, siger projektkoordinator Kaare Winther Hansen fra WWF. WWF oplyser, at Isbjørnepatruljen fortsætter i Ittoqqortoormiit i år. Samtidig er man ved at undersøge, om der giver mening at lave lignende patruljer andre steder her i landet.