Nu får Maniitsoq, Sisimiut og Aasiaat søkabel

Søkablet skal forlænges fra Nuuk til Aasiaat. Det har bestyrelsen i TELE-POST netop besluttet.
Her bliver der arbejdet på søkablet i Nuuk. Foto © : Lars Evaldsen
Skrevet af Inge S. Rasmussen
15. april 2016 14:34

Det er på grund af is og en vanskelig havbund ikke muligt at forlænge søkablet videre til Ilulissat. I stedet vil selskabet etablere en radiokæde med høj kapacitet fra Aasiaat til Qasigiannguit og Ilulissat. 

Og derudover planlægger TELE-POST at forlænge den nuværende radiokæde fra Uummannaq til Upernavik.

Projektet vil forbedre telekommunikationen for 20.000 borgere i Grønland til gavn for samfundsudviklingen mener TELE-POST.

- Samfundet vil tage et kvantespring inden for uddannelse, sundhed og ikke mindst udviklingen af et erhvervsliv, der skaber private arbejdspladser, udtaler bestyrelsesformand Stine Bosse.

TELE-POST forventer at anlægge søkablet mod nord og højhastighedsradiokæden til Ilulissat i sommeren og efteråret 2017. Altså til næste år. Og snarest derefter vil radiokæden fra Uummannaq til Upernavik blive sat i drift.