Nordkorea dømmer på ny en amerikaner til straffearbejde

Højesteret i Nordkorea har fredag dømt en koreansk-amerikaner til ti års hårdt straffearbejde på grund af undergravende virksomhed og spionage.
Skrevet af Ritzau
29. april 2016 10:05

Det oplyser det kinesiske nyhedsbureau Xinhua ifølge AFP.

Straffen til Kim Dong-chul kommer, kun få uger efter at den amerikanske studerende Otto Wambier blev idømt 15 års hårdt straffearbejde for at have stjålet et propagandaskilt på et hotel i hovedstaden Pyongyang.

Den 62-årige Kim Dong-chul, der har været amerikansk statsborger siden 1987, blev anholdt tilbage i oktober på anklager om spionage.

For en måned siden indrømmede han for rullende kameraer i Nordkorea, at han havde stjålet følsomme militærhemmeligheder. Her bad han samtidig om benådning i en seance, der ifølge USA var nøje orkestreret af Nordkorea.

 

/ritzau/AFP