Nordkorea affyrer ballistisk missil over det nordlige Japan

Nordkorea har fredag affyret et missil hen over japansk territorium. FN indkalder til hastemøde.
Foto © : Prachatai/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
15. september 2017 07:37

Nordkorea fortsætter styrets våbentest til trods for massivt internationalt pres for at indstille provokationerne.

Tidligt fredag morgen affyrede styret igen et ballistisk missil. Denne gang blev missilet affyret fra hovedstaden Pyongyang. Missilet blev affyret mod øst og passerede hen over den japanske ø Hokkaido, før det styrtede i Stillehavet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Missiltesten kommer, efter at FN's Sikkerhedsråd tidligere på ugen vedtog et nyt sæt sanktioner mod styret. Det skete efter Nordkoreas seneste atomtest.

FN's Sikkerhedsråd har indkaldt til et hastemøde fredag eftermiddag på grund af fredagens missiltest.

Den amerikanske stillehavskommando bekræfter, at der var tale om et mellemdistance ballistisk missil.

Samtidig understreger kommandoen, at missilet ikke udgør nogen fare for det amerikanske fastland. Missilet skulle heller ikke udgøre nogen fare mod den amerikanske stillehavsø Guam.

Nordkorea har tidligere truet med at sende missiler mod netop Guam som led i den eskalerende ordkrig med USA.

Ifølge det sydkoreanske forsvarsministerium fløj missilet omkring 3700 kilometer og nåede en højde på 770 kilometer.

Missilet blev affyret klokken 06.57 lokal tid, melder den japanske tv-station NHK.

Yoshihide Suga, der er talsmand for regeringen i Japan, siger, at landet vil tage alle forholdsregler for at beskytte befolkningen.

Det vil ske i samarbejde med Sydkorea og USA.

Ifølge talsmanden landede missilet omkring 2000 kilometer øst for Cape Erimo, der ligger på sydspidsen af den nordlige ø Hokkaido.

Det er både højere og længere end et testmissil, der blev affyret for godt to uger siden.

USA's præsident, Donald Trump, er blevet briefet om affyringen.

Det oplyser Sarah Huckabee Sanders, talskvinde i Det Hvide Hus, ifølge Reuters.

- Præsidenten er blevet orienteret om den seneste missiltest i Nordkorea af general Kelly, siger talskvinden med henvisning til stabschef i Det Hvide Hus John F. Kelly.

Den nordkoreanske missiltest kommer, dagen efter at styret truede med at "sænke" Japan og reducere USA til "aske og mørke".

Det er blot to uger siden, at Nordkorea affyrede et mellemdistancemissil hen over Japan.

/ritzau/