Nick Nielsen tilkendt erstatning for ulovlig fyring

Det bliver op til Grønlands Landsret at afgøre om Qaasuitsup Kommunia handlede ulovligt, da de nægtede at genansætte tidligere medlem af naalakkersuisut for Siumut, Nick Nielsen.
Nick Nielsen Foto © : Paalu Møller/KNR
Skrevet af Inge S. Rasmussen
17. februar 2016 11:20

Det skriver avisen AG i dag.

I 2014 ville Nick Nielsen vende tilbage til sin stilling som kommunaldirektør for anlæg og miljø, efter han trådte ud af Naalakkersuisut.

Stillingen var i mellemtiden besat til anden side, oplyste Qaasuitsup Kommunia som ikke fandt en ny stilling til den tidligere politiker, som betragtede det som en ulovlig fyring.

Han lagde derefter sag an gennem sin fagforening og i december måned blev Qaasuitsup Kommunia af Retten i Grønland dømt til at betale 1,2 millioner kroner i erstatning til Nick Nielsen.

Kommunen ankede imidlertid dommen som derfor nu ligger og venter på berammelse i Landsretten.