Qulaarpaa NGO ønsker politisk distance til kvoter

WWF finder politikeres nære tilknytning til fiskeindustrien bekymrende, når det er samme politikere, der fastsætter kvoter.
Kaare Winther Hansen, WWF, efterlyser større afstand mellem politikerne og kvotefastsættelser. Foto © : Jonas Løvschall-Wedel
24. februar 2016 11:38

Politikerne er for tætte på fiskeindustrien, når det samtid er dem, der uddeler kvoter. Det mener Verdensnaturfonden WWFs mand i Nuuk.

- Det ser vi jo meget tydeligt; at politikerne lader sig presse til de her forhøjede kvoter. Vi har set mange gange ved juletid, at der lige pludselig kom forhøjede kvoter på specielt hellefisk, siger Kaare Winther Hansen.

Han peger på, politikerne jo ofte selv har interesser inden for fiskeriet eller har anden nær tilknytning til fiskeriet.

- Det er som politikerne er for tæt på det her og ikke tør tage de svære beslutninger, som nogle gange er upopulærere, siger Kaare Winther Hansen.

Skrækeksemplet i Nord

Ligesom GE og KNAPK er WWF modstandere af de zoner, der er lagt ind i kvoteområderne ved Ilulissat, Uummannaq og Upernavik, hvor fiskerne kan fiske hellefisk uden hensyn til kvoter.

Winther Hansen kritiserer processen omkring indførelsen af disse kvotefrie zoner, som han kalder et eksempel på, at forholdet til industrien kan blive for nært.

Læs også Smuthul møder fortsat massiv kritik

Læs også Frit hellefiskefiskeri er både godt og skidt

Samtidigt anfører Winther Hansen, at placeringen af de kvotefrie zoner er meget vilkårlig og ikke synes at have noget at gøre med hvordan hellefisken fordeler sig, og hvor der er behov for kvoter for hellefisk.

- Så jeg synes det er meget problematisk med de her kvotefrie områder, som giver nogle områder en mærkelig fordel i forhold til andre områder. Og der er ikke rigtigt noget biologisk belæg for, hvordan de her kvotefrie områder er udpeget, siger han.

Lav en uafhængig kommission

For at sikre, at kvotens størrelse bliver sat ud fra faglige betragtninger og ikke bliver til et popularitetsværktøj, anbefaler Kaare Winther Hansen, at vi her i landet lader os inspirere af Nunuavut.

Der har de lavet en kommission, som bestemmer over de levende ressourcer, og som er uden for direkte politisk indflydelse.

Læs også Overfiskeri giver kortsigtet gevinst

- Det var noget vi skulle overveje, at få de her beslutninger til ikke at være så tæt på politikerne, der i det her lille land mange gange er meget tæt på personlige og andre kommercielle indflydelser fra fiskeriindustrien, siger Winther Hansen.