Neriuffik slog sidste års rekord

I går lykkedes det Neriuffik, Grønlands pendant til det danske Kræftens Bekæmpelse, at slå deres indsamlingsrekord fra sidste år.
08. marts 2015 13:12

Det skete ved Neriuffiks store årlige indsamlingsshow, der i går aftes kørte over skærmen på KNR direkte fra Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik.

I 2014 lykkedes det landsforeningen Neriuffik at samle 2.487.964 kroner ind til det gode formål, men i år blev den rekord slået.

- Vi fik indsamlet 2.525.246 kroner og 45 øre, fortæller formand for Neruiffik, Sara J. Brandt, til KNR.

Hun er meget rørt over den store donation.

Stor velvilje hos befolkningen

Sara J. Brandt havde håbet på, men ikke forventet, at det ville lykkes foreningen at samle så stort et beløb ind.

- Det var jo lidt spændende at se, hvordan befolkningen i Grønland ville støtte os i år. Og det gav en stor tryghed for os, fordi vi nu har fået bekræftet, at det vi har arbejdet med, og det vi stadig skal arbejde med, er i den rigtige retning, siger hun.

Stor betydning for foreningen

Sara J. Brandt har tidligere fortalt, at pengene blandt andet skal bruges til kontante donationer til de kræftramte i landet, til pjecer om den livstruende sygdom, og til en ny rådgivningslinje.

Hvert år rammes ca. 170 af kræft i Grønland. Så det indsamlede beløb har stor betydning for landsforeningens arbejde.

- Det betyder enormt meget. Fordi så har vi et stort beløb at arbejde videre på til vores forskellige tiltag, siger Sara J. Brandt.

I dag mødes Neriuffiks bestyrelse, hvor de blandt andet vil evaluere gårsdagens indsamling og tale om, hvad landsforeningen skal arbejde videre med i den kommende tid.