Nato-chef vil have Danmark til at bruge mere på forsvar

Politikere vil helst bruge penge på velfærd. Men verden er blevet farligere, siger Nato-chef før dansk besøg.
Skrevet af Ritzau
16. marts 2017 10:23
Versionist Connie Fontain

De danske politikere skal pumpe flere penge i forsvaret i de kommende år, sådan som Danmark har lovet sine partnere i Nato.

Det er det klare budskab fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, der torsdag indleder to dages officielt besøg i Danmark.

Alle Natos stats- og regeringschefer lovede på et topmøde i 2014, at deres lande vil bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar inden for 10 år.

Og det mål skal nås, fastslår Nato-chefen.

- Jeg regner med, at alle lande - også Danmark - lever op til de forpligtelser og målsætninger, de har sat sig, siger Stoltenberg i et interview med danske medier før besøget.

- Men jeg er indforstået med, at det vil tage forskellig tid for forskellige lande, siger han.

LÆS OGSÅ Tidligere forsvarsminister afviser NATO-rabat for Thule

Jens Stoltenberg er tidligere norsk statsminister, og som finansminister i 1990'erne var han selv med til at skære ned på det norske forsvar.

- Når spændingerne gik ned efter den kolde krig, var det helt naturligt at reducere forsvarsudgifterne, siger Stoltenberg.

LÆS OGSÅ Dansk NATO-rabat kan ikke dokumenteres

- Men når spændingerne går op, må man også være i stand til at øge forsvarsudgifterne, siger han.

Jens Stoltenberg er helt på det rene med, at alle politikere helst vil bruge penge på velfærdssamfundets pleje, skoler og veje.

- Jeg har været i politik længe nok til at vide, at det er svært for politikere at forklare, hvorfor man skal bruge penge på forsvar, når der er udækkede behov inden sundhed, pleje og skoler, siger Nato-chefen.

LÆS OGSÅ Qujaukitsoq præsenterer ønskeliste for NATO-chef

- Det bedste ville være at leve i en verden, hvor vi slap for at bruge flere penge på forsvar, siger han.

Men sådan er verden ifølge Natos generalsekretær ikke skruet sammen.

- Verden er blevet farligere, og derfor må vi desværre bruge mere på forsvar, siger han.