Naalakkersuisut vil kende værdien af Nunaminerals

Det delvist selvstyreejede selskab har i lang tid været i pengenød, og der bliver derfor sandsynligvis snart indkaldt til ekstraordinær generalforsamling.
22. december 2014 18:58

 

Der lyder nu optimistiske toner om Nunaminerals fra Naalakkersuisut-formand, Kim Kielsen (S). Da selvstyret for nylig lånte 4,5 millioner kroner til Nunaminerals, blev det samtidig besluttet, at eksterne fagfolk skal vurdere, hvor mange penge selskabet er værd. Ifølge en pressemeddelelse fra Kim Kielsen skal man tolke dette som en del af en redningsplan for Nunaminerals.

- Det er glædeligt, at der målrettet arbejdes med at få afklaret fremtiden for Nunaminerals, og jeg ser frem til at redningsplanen lykkes, for at sikre selskabet i mange år frem efter," udtaler Naalakkersuisut-formanden.

Det fremgår ikke i udtalelsen, hvordan det skal hjælpe på Nunaminerals økonomi, at få  vurderet hvor mange penge selskabet er værd. Blot står der, at det er selvstyrets ambition, at videreføre NunaMinerals, i en tid hvor mine- og efterforskningsbranchen generelt har det hårdt.