Demokraterne: Naalakkersuisut udviser total mangel på respekt for demokratiet

Demokraternes Nivi Olsen undrer sig over, hvorfor politikerne i Inatsisartut ikke har modtaget yderligere oplysninger om fiskeriloven, der skal førstebehandles i parlamentet om en uge. Hun vil have behandlingen udskudt.
Foto © : Jonas Løvschall-Wedel/KNR
Skrevet af Kenneth Elkjær
09. november 2017 12:51

Naalakkersuisut udviser total mangel på respekt for demokratiet. Så hård er kritikken fra Demokraternes Nivi Olsen.

Hun forstår ikke, hvorfor Inatsisartuts 31 politikere ikke har modtaget analyser og beregninger af konsekvenserne, hvis Naalakkersuisuts forslag til en fiskerilov bliver vedtaget. Derudover har politikerne heller ikke modtaget selve lovforslaget.

- Naalakkersuisut og særligt Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst udviser med denne adfærd en bekymrende mangel på respekt for de demokratiske spilleregler. Fiskeriloven er en meget vigtig lov, og så nytter det altså ikke noget, at man først fremlægger forslaget for Inatsisartut i absolut sidste øjeblik, lyder kritikken fra det eneste oppositionsparti i Inatsisartut, Demokraterne.

IA efterlyser også viden

Men internt i koalitionen møder det også kritik, at Naalakkersuisut putter med oplysningerne. Under andenbehandlingen af finansloven i denne uge sagde IAs Bendt Kristiansen følgende:

Førstebehandlingen af den kommende fiskerilov er lige på trapperne, uden at lovforslaget er præsenteret Inatsisartut. Det giver anledning til at spørge Naalakkersuisut, om de vitterligt anser det som realistisk, at vi kan nå at debattere fiskeriloven under denne efterårssamling.

Nivi Olsen mener også, at det bør overvejes, om behandlingen af fiskeriloven skal udskydes til forårssamlingen i 2018, så der er ordentlig tid til at sætte sig ind i lovforslaget.