Naalakkersuisoq vil have amerikanske lærere til Grønland

Naalakkersuisoq for uddannelse, Doris Jakobsen Jensen har været på orienteringsrejse i USA og blandt andet været til møder i det amerikanske udenrigsministerium.
I den forbindelse blev det besluttet, at Grønland skal arbejde for at blive en del af det såkaldte ETA-program. Det er et program, som sender nyuddannede engelsksprogede lærere til udlandet.
Departementschef Lone N. Møller fra uddannelsesdepartementet oplyser til KNR, at der i første omgang er tale om et et-årigt pilotforsøg, hvor to nyuddannede lærere kommer til Grønland og assisterer ved engelsk undervisning.
Det er dog endnu ikke besluttet hvilket niveau de to lærere skal indgå på. Det skal afklares inden, men det kan være enten på GUX eller på universitetsniveau på læreruddannelsen, oplyser departementschefen.
Under sin tur i USA har Doris J. Jensen desuden besøgt forskellige high schools i fire amerikanske stater, blandt andre Sequoyah High School for studerende med indiansk baggrund.
LÆS OGSÅ Hvad skal erstattes af engelsk?