Naalakkersuisoq utilfreds med Air Greenland

Naalakkersuisoq for infrastruktur, Martha Lund Olsen, er utilfreds med, at passagertransporten i Upernavik området har ligget stille i 10 dage. Hun vil nu kontakte Air Greenlands direktør for at få en forklaring på de mange aflysninger.
Air Greenlands eneste helikopter Bell 212 der betjener Upernaviks ni bygder
Skrevet af Jaaku Lyberth
15. december 2016 18:25

Det er frustrerende, at forbindelsen til omverden er kappet i så lang tid, siger Thimothæus Petersen fra Kullorsuaq. Han fortæller, at en af de lokale borgere er kommet slemt til skade, men der er ikke noget at gøre. 

- Det er enormt besværligt ikke at have nogen helikopterforbindelse, når man bor i et så afsidesliggende bosted, og når en af borgerne har brækket benet, og skal behandles på sygehuset i byen, siger Thimothæus Petersen, der er formand for bygderådet i Kullorsuaq.

Flere årsager

Enten har vejret været for dårligt, eller også har den lokalt placerede helikopter haft teknikske problemer. Oveni har det eneste offentlige transportmiddel mellem bostederne været udlejet til eftersøgning. Udfaldet er hver gang, at passagererne må vente, for der er nemlig ingen andre transportmidler.

- Helikopteren er den eneste mulighed, vi har for at komme videre herfra, siger psykolog Vilhelm Berthelsen, der til dagligt bor i Norge, og som skulle have været fløjet fra Kullorsuaq for 9 dagen siden.

Kræver svar fra Air Greenland

De store forsinkelser har derfor fået naalakkersuisoq for infrastruktur, Martha Lund Olsen, til at kontakte Air Greenland, der har servicekontrakten med Selvstyret for passagertransporten i Upernavik området.

- Jeg kan godt forstå borgernes frustrationer over manglende beflyvning, derfor er departementet for infrastruktur i gang med at finde ud af, hvad er der egentligt der er sket, og hvorfor der er disse forsinkelser i beflyvningen til og fra bygderne ved Upernavik, siger naalakkersuisoq for infrastruktur, Martha Lund Olsen.

Air Greenland har ikke ønsket at stille op til et interview, men de i et skriftligt svar oplyser de, at vejret har været en udfordring, og at alle kræfter er sat ind for at transportere de berørte passagerer.