NÛK vandt på straffe

De forsvarende mestre fra I-69 må overlade titlen som Grønlands bedste kvindelige fodboldhold til NÛK.
01. august 2015 18:30

NÛK er netop blevet grønlandske mestre i kvindefodbold, det skete efter en lang kamp mod I-69.

I-69 fra Ilulissat bragte sig ellers først foran, men hjemmebaneholdet NÛK udlignede i anden halvleg og den ordinære spilletid sluttede uden flere mål.

Dermed røg kampen i forlænget spilletid. Her lykkedes det dog hverken for NÛK eller I-69 at sende bolden i kassen, og med stillingen 1-1 måtte finalen ud i straffespark.

 

NÛK holdt hovedet koldt

Her var NÛK mest koldblodige. Kampen endte 4-3 til NÛK som efter den lange dyst endeligt kunne bryde ud i jubel. 

De forsvarende mestre fra I-69 må dermed nøjes med sølv i år.

Mandag starter herrernes turnering. Det foregår i år i Qasigiannguit.