Muligt samarbejde IA-Siumut i Midtkommunen

Det er ikke kun i Øst-Vest Kommunen at dagen har budt på forhandlinger om mulige koalitioner. Siumut og IA kommer muligvis til at danne koalition i Midt-Kommunen efter valget i går, skriver Sermitsiaq.
Skrevet af Karsten Sommer
09. april 2008 18:00

Siumuts borgmesterkandidat Hermann Berthelsen oplyser, at IA har henvendt sig til partiet, og at der nu er spæde drøftelser mellem parterne i gang.

- Men der er ikke tale om nogen forhandlinger endnu. Der er udelukkende tale om, at de to parter er i kontakt med hinanden, siger Hermann Berthelsen til avisen.

Siumut erobrede syv ud af 15 mandater i Midtkommunen ved valget og mangler således kun et enkelt ekstra mandat, før et flertal er sikret. IA fik fire mandater ved valget.