Mulig redning til Nunaminerals ignoreres

Selvstyrets lån til Nunaminerals på 4,5 millioner kroner kan forlænges, hvis Naalakkersuisut spørger Inatsisartuts udvalg.
28. februar 2015 13:26

Naalakkersuisut kan redde det delvist selvstyrejede efterforskningsselskab Nunaminerals fra konkurs, hvis bare de går til Inatsisartuts finansudvalg. Det fremgår af et svar fra landsstyreformand, Kim Kielsen, til Naaja Nathanielsen fra IA.

Efterforskningsselskabet Nunaminerals risikerer i løbet af kort tid at gå konkurs. Et lån fra Selvstyret på 4,5 millioner kroner havde sidste frist for tilbagebetaling i slutningen af januar måned.

"Det er for sent"

Men hvad hvis man forlængede tilbagebetalingsfristen af lånet, spørger Naaja Nathanielsen? Det skulle der ikke være nogen juridiske forhindringer for, men det er bare for sent, siger Kim Kielsen.

- En sådan henvendelse vil først skulle godkendes af Naalakkersuisut og af Inatsisartuts finans- og skatteudvalg, understreger han og tilføjer samtidig, at en godkendelse skulle være sket, inden lånefristen udløb for rundt regnet en måned siden.

Har selv holdt sig i gang

Nunaminerals er i dag i stor pengeknibe. Dog har efterforskningsselskabet i sin 17 års levetid været god til at skaffe sine egne penge til aktiviteter. For hver krone, Nunaminerals har modtaget i driftstilskud fra landskassen, har selskabet selv indhentet det femdobbelte fra private investorer i ind- og udland.