Qulaarpaa Mr. Gay Pride: Grønland har flyttet sig med stormskridt

Filmen Eskimo Diva spiller for fulde huse næsten over hele Grønland. Filmens hovedperson, Nuka Bisgaard er med på turnéen landet rundt, og han kan mærke, at holdningen til homoseksuelle har ændret sig markant.

Lidt usædvanligt bliver vi nok nød til at indlede  denne artikel med en berigtigelse af overskriften. For som filmen Eskimo Diva beskriver, så opfatter Nuka Bisgaard sig ikke længere som en ’Mr’, men derimod som en kvinde.

 I midten af april havde filmen premiere i Nuuk. Efterfølgende er holdet bag filmen og hovedpersonen Nuka Bisgaard rejst rundt på kysten, hvor de har vist filmen i en række byer. I stort set alle byer skete visningen for fulde huse. I går nåede turnéen frem til Qaqortoq.

- Det har været helt vildt, for jeg troede ikke, at der ville komme så mange, siger Nuka Bisgaard.

I 2010 arrangerede Nuka Bisgaard den første Gay Pride parade i Nuuk. Siden dengang har holdningen til homoseksuelle i Grønland ændret sig markant mener hun.

- For 5 år siden opfattede jeg Grønland som et af de mest homofobiske lande i verden. Dengang havde jeg aldrig troet, at tingene ville forandre sig så meget på så kort tid. Jeg troede, at det ville tage 20 eller 30 år, siger Nuka Bisgaard.

Også når det gælder chikane og vold i nattelivet , har situationen ændret sig en hel del.

- Tidligere blev man spyttet på eller endda udsat for vold, og der var ikke rigtig nogen, der gjorde noget ved det, siger hun.

- Nu er det mere åbent og man kan i højere grad bare være sig selv.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen.

- I Nuuk er tolerancen forholdsvis stor, men når man kommer længere ud på kysten, så er det mit indtryk, at det er knap så accepteret, slutter Nuka Bisgaard.

I aften vises filmen i Narsaq og i morgen slutter turnéen i Nanortalik.

Kommentarer


 

Sider