Birna-sagen Mistænkt kommer ud af isolation

Efter seks uger i isolationsfængsel kommer den grønlandske mand, der er mistænkt i Birna-sagen, ud af isolation i dag, tirsdag.
Foto © : Google Maps
Skrevet af Kenneth Elkjær
28. februar 2017 13:05

Den grønlandske mand blev anholdt 18. januar i år, efter den 20-årige kvinde Birna Brjánsdóttir forsvandt under en bytur i Reykjavik.

Siden har han siddet i isolationsfængsel, fordi politiet frygtede, at han ville kunne påvirke efterforskningen af sagen.

Men tirsdag kan manden altså se frem til at komme ud af sin isolation, skriver islandske RUV.

Ifølge det islandske nyhedsmedie er politiet kommet så langt i efterforskningen, at de ikke længere frygter, at han kan påvirke sagen.

LÆS OGSÅ Sagen om Birna Brjánsdóttir

Mandens forsvarer Paul M. Rúnar Kristjánsson har tidligere kritiseret, at hans klient har siddet i isolationsfængsel i op til seks uger.

Torsdag i denne uge skal retten i Reykjavik igen tage stilling til, om den grønlandske mand fortsat skal sidde varetægtsfængslet.

LÆS OGSÅ Hele verden følger med i Birna-sagen