Mininnguaq Kleist: Vi skulle have været mere kontante
Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, burde vi have været meget mere kontante. Det forklarer direktør i formandens departement Mininnguaq Kleist efter at have redegjort for sagen om Aleqa Hammonds kassekredit.
Sammen med øverste departementschef Svend Hardenberg overtog han sagen i januar måned. Da Løn og Personalestyrelsen bad om hjælp, til at indkræve Naalakkersuisutformandens gæld.
Drømt ikke om at det kunne gå så galt
- Da vi så fik sagen regnede vi jo med, at det her var noget vi kunne løse i løbet af en uge, eller to eller tre. Ingen af os havde drømt om, at det her ville udvikle sig til at vare flere måneder, siger Mininnguaq Kleist.
Han fortæller, at problemet opstod, da Aleqa Hammond siden påstod, at der var fejl i fakturaerne. Hun var ifølge Kleist den eneste, der kunne vide, hvor fejlene var, derfor skulle Aleqa Hammond gå gennem bilagene. Det skete bare ikke.
- Vi to jo møder med hende. Man må også sige, at når man har taget en lille håndfuld møder med hende allerede fra starten, så burde det også være forståeligt, at hun skulle prioritere det. Det er så ikke sket.
Ville være anderledes kontant
Mininguaq Kleist gør det klart, at alt jo står ganske klart i bagklogskabens ulideligt klare lys, men kunne han springe tilbage til januar ville han have handlet anderledes.
- Vi havde været anderledes kontante. Enten kunne budskabet tilbage til Personalestyrelsen jo have været, at den må I tage direkte til inkasso og revisionsudvalget. Eller vi giver beskeden videre til formanden, at det her skal ud af verden. Eller også havde vi i løbet af en til to, tre uger ryddet kalenderen og så sagt, nu skal der betales og nu skal det her prioriteres.
Gælden var ikke en prioritet
Selv om politikere i fremtiden ikke skal forvente samme tålmodig fra administrationen, så synes Mininnguaq Kleist, at det er vanskeligt at sige hvad de kunne have gjort anderledes, når nu.
- Vi har jo brugt de værktøjer vi har haft til rådighed og vi har taget møder med hende for at gøre hende opmærksomhed på alvorligheden af sagen. Altså når vi andre har gæld, så er vi jo alle sammen interesseret i at få det ud af verden. Men af en eller anden grund har det ikke været prioriteret af hende, og den prioritering har vi jo ikke kunne ændre på, siger Kleist.
Han gør det klart, at man arbejder på nye regler, som skal være med til at sikre, at denne sag ikke kommer til at gentage sig.