PAN AM Minik: Det var kæmpe stort

Det grønlandske håndboldlandshold skrev historie i går, da de slog værtsnationen Argentina ved de Pan Amerikanske Mesterskaber. Håndboldkæmpen Minik Dahl Høegh fortæller om euforien og lykkefølelsen.
Foto © : Grønlands Håndbold Forbund
16. juni 2016 13:00

- Alt i følelsesregistret er igennem; tårer i øjnene, glæde og råb og en følelse af, at man har vundet noget stort. Det var ubeskriveligt.

- Den følelse man fik efter en sejr over Argentina, som man kun et eller andet sted måske kunne drømme om at slå. Så at vi formåede at slå dem på deres hjemmebane, det var ubeskrivelig stort for os. Det var det virkelig. Den sejr i går viser, at vi arbejder hen imod noget rigtigt, siger Grønlands håndboldkæmpe, Minik Dahl Høegh efter gårsdagens noget overraskende 25-23 sejr over Argentina.

Læs også BILLEDER & VIDEO Se landsholdets vilde sejrsjubel

Læs også BILLEDER & VIDEO Pan Am: Grønland vandt over Argentina

Ikke overraskende er landstræner Niels Møller også mere end tilfreds.  

- En sejr over Argentina var der ingen, der havde drømt om. Det er en sejr, som giver genlyd i den international håndboldverden. Det har det allerede gjort. Vi får meldinger fra Danmark og fra andre steder af.

- Vi slår altså et hold, som skal til Olympiske Lege her om få uger. Dem slår vi, og vi slår dem i en reel kamp. De spiller med absolut stærkeste opsætning, så det her er måske en af de allerstørste præstationer i Grønlands håndboldhistorie, siger Grønlands håndboldlandstræner, Niels Møller til KNR.

Grønlands næste kamp mod Guatemala bliver sendt direkte på KNR 1 klokken 15:55.