Minevirksomheder skal selv betale for tilsyn

Arbejdsmiljøet skal sikres, når der i de kommende år kommer flere mine- og vandkraftprojekter i Grønland og det er virksomhederne, der skal betale de ekstra udgifter til arbejdstilsynet. Det mener den danske regering med et nyt forslag til arbejdsmiljøloven i Grønland.
30. september 2016 14:40

Forslaget skal give en forbedring af arbejdsforholdene for medarbejdere i miner og vandkraftværker. Det er blandt andet, at medarbejderne kan forlade arbejdet, hvis der opstår fare og så skal der sikres bedre muligheder for at forhindre farlige stoffer på arbejdspladsen.

Derudover er et af hovedpunkterne, at det er virksomhederne, der fremover skal betale, når arbejdstilsynet kommer på inspektion.

Læs også SIK roser budgetplaner for Arbejdstilsynet

Mineprojekter foregår ofte på ufremkommelige steder og derfor koster det mange penge for Arbejdstilsynet at holde øje med virksomhederne.

Så for at de dyre tilsyn ikke skal gå ud over tilsynet med andre virksomheder, så skal minevirksomhederne betale et gebyr for arbejdstilsynets ekstraudgifter, siger lovforslaget.

Ifølge forslaget må det dog ikke lægge en dæmper på opstarten af nye projekter og derfor skal virksomhederne ikke betale for tilsyn, når de laver videnskabelige undersøgelser eller forundersøgelser.

Læs også Virksomheder skal betale for grønlandsk arbejdstilsyn

Inatsisartut førstebehandler forslaget på samlingen fredag. Her udtaler partiernes ordførere, at man støtter forslaget, som giver bedre arbejdsvilkår for arbejderne i miner og på vandkraftværker.

Atassut, Demokraterne og IA vil sende forslaget direkte i anden behandling uden yderligere udvalgsbehandling, mens Siumut og Partii Naleraq mener, at forslaget skal igennem erhvervsudvalget først.