Jess G om kommunedeling: Mine medlemmer føler sig til grin

SIK-formand Jess G. Berthelsen er forarget over, at hans medlemmer ansat i Qaasuitsup Kommunia ikke fik ren besked, da de fik valget mellem at blive opsagt eller flytte til Aasiaat i forbindelse med den kommende kommunedeling. Det skriver han i en pressemeddelelse.
Foto © : KNR
Skrevet af Kenneth Elkjær
13. november 2017 12:37

Flere SIK-medlemmer valgte at takke ja til at flytte fra deres nuværende arbejdsplads i Ilulissat og til Aasiaat, hvor den nye Kommune Qeqertalik kommer til at høre hjemme. Alternativet var, at de ville miste deres stilling, lød meldingen i oktober.

Siden har det vist sig, at flere ansatte har afvist at flytte med til Aasiaat og Kommune Qeqertalik. De har i stedet fået arbejde i den anden nye kommune, Avannaata Kommunia, der bliver i Ilulissat.

LÆS OGSÅ Forstå kommunedelingen i kroner og ører

Jess G. Berthelsen starter sin pressemeddelelse med at takke for, at nogle hans medlemmer kan beholde deres job i Ilulissat. Men der stopper taknemmeligheden også:

- Det groteske i det er, at flere af vores medlemmer i SIK nødtvungent har sagt ja til at flytte til Kommune Qeqertalik for ikke at miste deres arbejde. Og nu føler de sig taget grundigt ved næsen og tænker: Bare jeg havde sagt nej, så var jeg blevet i Ilulissat.

- Det er ikke underligt, at de nu føler sig gjort til grin, konstaterer han.

LÆS OGSÅ 11 kommunemedarbejdere takker nej til Aasiaat

SIK kritiserer samtidig hele håndteringen af kommunedelingen, som har medført stort psykisk pres på medarbejderne, der har stået overfor en usikker fremtid i mange måneder.

- Kommunen burde have givet de berørte medarbejdere bedre informationer om konsekvenserne af at sige ja eller nej til tilbuddet om at flytte til en ny kommune, lyder det fra Jess G. Berthelsen.

LÆS OGSÅ 22 ansatte skal flyttes til Aasiaat