Mindre byer og bygder får Inuunerittas støtte

Inuuneritta-puljen går i år til at støtte projekter som fremmer børns og unges sundhed. Særligt i mindre byer og bygder.
Foto © : Inuuneritta
Skrevet af Inge S. Rasmussen
04. maj 2016 10:00

Dels fordi folkesundheden generelt skal forbedres, dels fordi 2016 er udråbt til at være "Børnenes år". Det skriver Selvstyret på sin hjemmeside.

Her fremgår det, at det har været vigtigt for Naalakkersuisut, at puljen i år prioriterer støtte til de mindre samfund.

Dermed kan projekterne ramme så bredt som muligt, når det gælder indsatsen for en bedre folkesundhed i Grønland, lyder det fra en glad naalakkersuisoq for sundhed.

- Særligt er det glædeligt at kunne støtte ansøgninger fra organisationer og private ildsjæle i de mindre byer og bygder, hvor der måske ikke findes så mange organiserede tilbud som i de større byer, udtaler naalakkersuisoq for sundhed, Doris Jakobsen.

Læs også Sund grønlandsk mad får ekstra fokus

Læs også Doris Jakobsen giver penge til sundhedsfremmende projekter

Der er i alt givet 350.000 kr. til 34 forskellige projekter.

Projekterne, som får støtte i år, har blandt andet fokus på sund kost, fysisk aktivitet og forebyggelse af alkohol og hash.

Blandt de konkrete projekter er kolonier for børn med fokus på sund livsstil i Nanortalik, Sisimiut og Qaqortoq.

Desuden er der forskellige arrangementer for børn og unge inden for kost og fysisk aktivitet i en række byer.

Der er også støtte til en udendørs multibane i Qaqortoq og et Mini Arctic Winter Games i Qaanaaq.