Millioner på vej til Brugsenis kunder

På lørdag bliver der nok trængsel i Brugseni-butikkerne rundt om i landet.
Foto © : Google Street View
Skrevet af Karsten Sommer
07. januar 2016 11:09

Hele 9,5 millioner udbetales i år til Brugsens medlemmer, og de mange rare penge er tilgængelige fra butikkerne åbner lørdag klokken 10.

Det fortæller Brugsenis direktør Susanne Christensen, som ser tilbage på et år, hvor butikskæden har fået flere nye medlemmer og flere kunder til butikkerne.

- Det betyder at vi kan give penge tilbage til det grønlandske samfund, siger direktøren, der påpeger at der også er blevet råd til nyindretninger.

- Vi har renoveret flere af vores butikker, der er blevet sat solcelleanlæg op i 2 butikker på kysten og senere i år åbner en splinterny Brugseni i Nuuk-forstaden Qinngorput, fortæller Susanne Christensen.

De 9,5 millioner i dividende er rekord. Sidste år blev der udbetalt 9 millioner til medlemmerne.