Millionbøde til Royal Greenland for ulovligt rejefiskeri

Harøkassen nord for Diskobugten var ifølge politiet i 2012 scene for ulovligt fiskeri i millionklassen.
22. oktober 2014 12:05

Royal Greenland står anklaget for ulovligt, kystnært rejefiskeri nord for Diskobugten. Fiskerigiganten har fået en bøde på ikke mindre end to millioner kroner, og det selvstyreejede fiskeriselskab risikerer også at få konfiskeret over fire millioner kroner i fangstindtjening.

I følge politiet har det selvstyreejede Royal Greenland ulovligt fisket rejer nord for Diskobugten, de har angiveligt trawlet over 200 ton rejer til en værdi af over fire millioner kroner. Royal Greenland og den ansvarlige myndighed, departementet for fiskeri fangst og landbrug, bekræftet til Radioavisen, at sagen kører.

Hos Royal Greenland er man afventende. 

- Politiet har rejst tiltale, men vi mener ikke, der er gjort noget ulovligt. I øvrigt vil vi ikke kommentere en verserende sag, siger trawlerchef, Jens Bisgaard, til KNR.

I anklageskriftet fra politiet står der, at fiskerigigantens trawler Akamalik i oktober måned 2012 sejlede rundt og fiskede rejer i det kystnære område Harøkassen vest for Diskoøen. Problemet var bare, at det var ganske ulovligt ifølge politiet og myndigheden på området, departementet for fiskeri fangst og landbrug, som har samarbejdet med politiet.

Særligt ved denne sag i forhold til andre anklager om ulovligt fiskeri er, at GPS-oplysninger viser, at samme båd, Akamalik, har vist sig at fiske et helt andet sted end skipperen har skrevet i logbogen

Royal Greenland har ikke betalt bøden på to millioner kroner, og nu skal sagen snart for en dommer, fortæller politiets anklager til radioavisen.

Udover bødeforlægget på to millioner kroner og politianklagerens konfiskering på over fire millioner kroner, så kræves myndighederne også en bøde på 10.000 kroner fra Royal Greenlands færøske trawler-skipper.