Miljøorganisationer langer ud efter forslag til ny råstoflov

De varslede ændringer af råstofloven har vakt stor debat. Naalakkersuisut er under beskydning for at ville undergrave befolkningens muligheder for indblik i råstofsager.
Skrevet af Martine Lind Krebs
11. juli 2014 14:33

Det er et forslag om at ændre ved mulighederne for at søge aktindsigt, som har bragt sindene i kog.

Ifølge lovforslaget skal det kun være muligt at søge om indsigt i sager, der er afgjort eller er i høring. Og det er blandt andre miljøorganisationen Avataqs formand Mikkel Myrup stærkt utilfreds med.

- Vi bliver forment adgang til oplysninger, som kan være vigtige at have indsigt i, mens projektet bliver behandlet, så man kan sætte fokus på de problemer, der eventuelt vil være, før der bliver givet tilladelse til et selskab, siger han.

Afgørende aktindsigt

Som eksempel giver han Tanbreez’ ansøgning tidligere på året, hvor Avataq gennem aktindsigt fik adgang til ekstra baggrundsmateriale.

- Der kom en masse oplysninger frem omkring fejl og mangler i det VVM-materiale (Vurderingen af Virkninger på Miljøet, red.), der var udarbejdet, og som var baggrund for det materiale, der var sendt i høring.

- Det vil vi ikke kunne få fat på en anden gang, hvis denne lovændring træder i kraft, siger han.

Også miljøorganisationerne Noah, Det Økologiske Råd og VedvarendeEnergi har udtalt sig kritisk om forslaget til en ny råstoflov.

Adskillelse af myndigheder

Det har ikke været muligt at få naalakkersuisoq for råstoffer Jens-Erik Kirkegaard i tale, men i en pressemeddelelse forklarer han, at meningen med lovforslaget ikke er at indskrænke muligheden for aktindsigt, men snarere at bevare et fortroligt rum, når Råstofstyrelsen og Miljøstyrelsen med den nye lov bliver til to adskilte myndigheder.

Som det er i dag kan man heller ikke søge om indsigt i dokumenter mellem de to organer, anfører han.
 
Jens-Erik Kirkegaard har dog over for AG givet udtryk for, at den massive kritik har gjort indtryk, og han overvejer nu at stryge afsnittet om aktindsigt fra forslaget til en ny råstoflov.