Mette Frederiksen på rundtur i Grønland

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen er i gang med en rundrejse i Grønland i sin egenskab af mulig kommende statsminister.
- Vi er to lande, der er tæt integreret med hinanden, og vi skal blive bedre til at håndtere de udfordringer i fællesskab, hvor begge parter har et ansvar, siger Mette Frederiksen.
04. juli 2016 13:32

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg bliver nødt til at besøge Grønland og også være her i en periode, for helt at forstå denne del af vores rigsfællesskab, fortæller Mette Frederiksen, der besøger Grønland for første gang.

SIKs 60 års jubilæum, møde med Naalakkersuisut og oppositionen samt møder med mineselskaber om erhvervsudvikling er nogle af de punkter, som hun allerede kan sætte flueben ved.

Men noget, der særligt har optaget Mette Frederiksen, er Grønlands retsvæsen, hvor hun har besøgt de forskellige instanser.

- Anstalten, kriminalforsorg, politi, anklagemyndighed og dommere og det er selvfølgelig fordi, det er et uhyre vigtigt område, siger Mette Frederiksen.

Hun er imponeret over det arbejde, der foregår, men hæfter sig også ved, at mange anstaltanbragte vender tilbage til kriminalitet.

Ifølge Mette Frederiksen skal problemet løses med mere samarbejde mellem Danmark og Grønland, da det ikke alene er et anliggende for kriminalforsorgen.

- Misbrug, alkohol og hash fylder noget, og så er der også indsatte i de grønlandske anstalter, der har psykiatriske udfordringer, som er svære at tage hånd om uden det helt strukturerede samarbejde, siger Mette Frederiksen.

I det hele taget er det en stor opgave for både Grønland og Danmark at få Selvstyreloven fra 2009 til at fungere i praksis, mener Mette Frederiksen.

- Vi er to lande, der er tæt integreret med hinanden, og vi skal blive bedre til at håndtere de udfordringer i fællesskab, hvor begge parter har et ansvar, siger Mette Frederiksen.

Efter nogle dage i Nuuk går turen til søsterpartiet Siumuts sommermøde i Qaqortoq. Ifølge Mette Frederiksen har hun overordnet et godt tæt forhold til grønlandske politikere.

- Jeg tror, man må se på det på den måde, at Rigsfællesskabet er en uhyre vigtig institution for både Grønland og Danmark, men den er ikke statisk, den er dynamisk, den vil udvikle sig hele tiden og derfor skal vi også være i en meget meget tæt dialog med hinanden, lyder det fra Mette Frederiksen.

Hun også benytter lejligheden til at nyde den grønlandske natur. Søndag besteg hun fjeldet Store Malene uden for Nuuk, og i Sydgrønland skal hun ud at sejle ledsaget af Kim Kielsen.