Mere isfrit hav kan give Danmark international magt

Aldrig før har der været så meget CO2 i atmosfæren, og kloden opvarmes langt hurtigere end forventet. Men et varmere og dermed mere isfrit hav, kan rumme fordele for et land som Danmark og Rigsfællesskabet.
Foto © : NASA/Kathryn Hansen
Skrevet af Karsten Sommer
20. marts 2017 09:49

Det mener USA-eksperten Mads Fuglede, som forudser, at en større del af verdens skibstrafik i fremtiden vil passere Syd- og Vestgrønlands kyster og dermed dansk farvand.

- Hvis man har mulighed for at lukke eller holde en passage åben, så spiller man som nation en afgørende rolle for den frie bevægelighed, siger han.

- Opstår der eksempelvis konflikter i verden, så er man en nation, som andre gerne vil holde sig gode venner med.

I dag er Nordvestpassagen på grund af klimaforandringerne isfri fra slutningen af juli til november.

Det betyder, at skibe, som skal fra Asien til Europa, kan benytte ruten og spare 4.000 - 7.000 kilometer eller 12-15 dage i forhold til ruter, der går gennem Panama- eller Suezkanalen.

Dét er et forhold, som giver Danmark et stærkt geostrategisk-kort på hånden i internationale sammenhænge, mener Mads Fuglede.

- Vi vil tale med en større stemme, end vi plejer at gøre. Og vil kunne blokere for trafikken. Så det vil være vigtigt at have godt forhold til Danmark, på trods af vores størrelse, siger Mads Fuglede til DR.

Der vil dog formentlig gå et stykke tid, før effekterne af en åbning af Nordvestpassagen for alvor kan mærkes.

I en rapport om 'Skibsfart og Klimaforandringer' skriver Naalakkersuisut, at det forventes, at Nordvestpassagen ikke vil kunne besejles regelmæssigt før på et tidspunkt efter 2050.