Medaljeregn over grønlandske skiløbere ved DM i Norge

Grønlandske langrendsløbere har hentet masser af medaljer ved de danske mesterskaber. Det skriver skiklubben SSP Arpattartut i en pressemeddelelse.
Foto © : SSP
Skrevet af Sara K. Jakobsen
02. februar 2017 10:39

I disse dage er der Danmarksmesterskaber i langrend, der foregår i Kvitåvatn Fjellstoge i Norge. Her deltager 10 løbere fra SSP langrend Sisimiut og to fra NSP i Nuuk. Og det har indtil videre været et rigtig flot DM for de grønlandske deltagere.

Der er indtil videre afholdt 3 konkurrencer ud af 5 i alle aldersklasser, og SSP har fået 11 guld-, 9 sølv- og 4 bronzemedaljer.

NSP`s to deltagere har også vundet medaljer. Det unge stortalent Bjarne Hansen har vundet guld medalje i både sprint og 20 kilometer duathlon, ligesom han også har vundet sølv i kortdistance friteknik hos seniorerne, selvom han kun er 16 år gammel.

LÆS OGSÅ NSP-løber i sikker knockout-sejr under DM i langrend

Fredag skal løbes 6x1 km stafet, inden sidste dag ved konkurrencen afvikles på lørdag, hvor menuen står på langdistanceløb i klassisk stil, hvor mændene løber 50 kilometer og damerne 30 kilometer.