Masseflugt fra Irma udløser trafikhelvede

Flugten fra orkanen Irma har udviklet sig til et mareridt for adskillige tusinde mennesker i den sydlige del af af USA i delstaten Florida.
Skrevet af Ritzau
08. september 2017 10:49

Omkring 500.000 mennesker er blevet beordret til at forlade deres hjem, inden kategori 5-orkanen ventes at ramme området i løbet af weekenden.

Det har betydet, at selv korte ture på hovedvejene i regionen er blevet forvandlet til daglange rejser på grund af håbløst fastkørte trafikpropper.

Kampen for at undslippe Irmas rasen bliver yderligere udfordret på grund af omfattende mangel på brændstof. Derudover har de fleste luftfartsselskaber meldt alt udsolgt i flybilletter fra det sydlige Florida, selv om flere selskaber har indsat ekstra fly.

Følg orkanen Irma live her: (Windy.com)

Det er stadig usikkert, præcis hvor orkanen vil gå i land. Den har de seneste dage efterladt et spor af næsten total ødelæggelse på en række øer i Det Caribiske Hav.

Mindst 13 personer meldes omkommet på blandt andet De Amerikanske Jomfruøer, Barbuda og St. Martin.

Mindst 31.000 har allerede forladt øgruppen Florida Keys, hvor man allerede fredag kan forvente store regnmængder og kraftige vindstød fredag aften lokal tid.

Guvernør Rick Scott advarer borgere i området mod at undervurdere stormens styrke.

- Den er bredere end hele vores stat og kan resultere i omfattende livstruende ødelæggelser fra kyst til kyst. Ligegyldigt hvilken kyst du bor på, så vær klar til evakuering, siger han.

/ritzau/AP