Maritim sky øger sikkerhed til søs

Et maritimt innovationsprojekt med et budget på 85 millioner kroner skal højne sejladssikkerheden og øge effektiviteten til søs.
Skrevet af Karsten Sommer
02. maj 2015 14:34

EU har godkendt et danskledet maritimt innovationsprojekt med et budget på 85 millioner kroner, som vil højne sejladssikkerheden - blandt andet i Arktis - samt generelt øge effektiviteten til søs.

Den danske Søfartsstyrelse skal lede projektet, og en vigtig del af det bliver udviklingen af den nyskabende ”Maritime Cloud” - et kommunikationsværktøj, som kommer til at styrke informationsudvekslingen til søs.

 

Måler CO2-udslip

Projektet skal udvikle en lang række nye digitale services inden for områderne navigation, automatisk rapportering og beregning af blandt andet CO2-udledning fra skibsfarten, fortæller Søfartsstyrelsen i en meddelelse.

EU har bevilliget over 70 millioner kroner ud af projektets 85 millioner store budget, blandt andet fordi projektet lover at det kraftigt vil kunne forbedre søsikkerheden i de arktiske farvande.

Læs også Polarkoden på vej

Læs også Nye sikkerhedsregler i arktisk farvand

I sin støttetilkendegivelse kalder EU projektet for banebrydende, og mener det vil fremskynde indførelsen moderne kommunikation, navigation og administrative systemer, som sikrer effektivitet og øget søsikkerhed.