Manifest muligvis skrevet af informant bag Panama-papirerne

Den anonyme kilde, også kaldet whistleblower, som står bag lækket af de såkaldte Panama-papirer, bryder tavsheden, skriver flere internationale medier.
Skrevet af Ritzau
07. maj 2016 12:11
Versionist Bibi Nathansen

Identiteten på informanten er dog fortsat ukendt, skriver avisen Süddeutsche Zeitung, og det er samtidig uklart, om der er tale om en eller flere kilder.

- Ulighed i indkomst er et af de mest afgørende emner i vor tid. Det påvirker os alle sammen over hele verden, lyder de første linjer af et manifest, som Süddeutsche Zeitung bringer.

- Jeg vil understrege, at jeg ikke arbejder for nogen regering eller efterretningstjeneste, direkte eller som entreprenør, og det har jeg aldrig gjort. Mine synspunkter er helt mine egne, skriver whistlebloweren.

Læs også Randi ristet over Panama-papirer og uran

Lækagen drejer sig om 11,5 millioner dokumenter, som er blevet lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca, der er blevet verdenskendt for at konstruere skuffeselskaber til skattely.

- Skuffeselskaber bliver ofte forbundet med skatteunddragelse. Men Panama-papirerne viser uden nogen tvivl, at selv om skuffeselskaberne ikke er ulovlige per definition, så bliver de brugt til at udføre en bred vifte af alvorlige forbrydelser, som rækker ud over at unddrage skat, lyder det angiveligt fra kilden.

Læs også 600 islandske navne i skattely

Læs også Islands statsminister trækker sig