Made in Greenland - men lavet i Indien

Der står Made in Greenland på produkterne fra Great Greenland, men det er ikke altid sandheden.
23. januar 2015 15:50

Made in Greenland står der på sælskindsprodukterne fra Great Greenland, men virkeligheden er, at de ofte bliver lavet i Indien, Portugal, Tyrkiet eller Polen. Det skriver avisen Sermitsiaq.

Forbruger- og konkurrencestyrelsen mener, der kan være tale om vildledende markedsføring, da de vurderer, at betegnelsen "Made in Greenland" kræver, at forarbejdningen foregår i Grønland.

Læs også Sælen sælger igen

Hos Great Greenland mener de dog ikke, at der er noget at udsætte på deres mærkater.

- Vi har aldrig lagt skjul på, hvor produktionen foregår. Det vigtigste er desuden, at vi kan garantere kunderne, at skindet stammer her fra Grønland, siger direktør Lars Berg til avisen.  

Kan ændre "Made in Greenland"
Hos Forbruger- og konkurrencestyrelsen er de dog ikke tilfredse med den forklaring. Styrelseschef Nikolaj Odgaard Jensen peger på, der sker en væsentlig værdiforøgelse ved at lave et skind om til en taske.

Hos Great Greenland vil de overveje om de skal lave mærkaterne om.

- Vi har ingen intentioner om at misinformerekunderne. Og vi vil selvfølgelig forbedre kommunikationen, hvis det er påkrævet, siger Lars Berg til Sermitsiaq.