NASA-live Månen mørklægger USA

Mandag går lyset ud over et bælte tværs over USA. Og hele verden kan følge solformørkelsen på den amerikanske rumfartsorganisation Nasas hjemmeside.
Skrevet af Karsten Sommer
21. august 2017 13:54

Den længe ventede totale solformørkelse kommer til at kunne ses i et område fra Oregon i øst til South Carolina i vest. Solformørkelsen starter ved 14-tiden grønlandsk tid.

Det ventes, at flere hundrede millioner mennesker - amerikanere og tilrejsende turister - vil søge mod det område, hvor de kan få lov at opleve Månen svæve ind foran Solen og for et kort øjeblik forårsage tusmørke nede på Jorden.

Det har givet fyldte fly og moteller i en række af de delstater, som fænomenet kan opleves fra, fordi astronomiinteresserede fra store dele af verden har sat kurs mod formørkelsesbæltet for at opleve synet.

Men også her i landet kan man opleve solformørkelsen, godt nok ikke i virkeligheden, men på nettet.

Den amerikanske rumfartsorganisation Nasa livedækker nemlig solformørkelsen på sin hjemmeside.

Og hvis man ser solformørkelsen på nettet, har det den fordel, at det ikke er nødvendigt med særlige beskyttelsesbriller at følge begivenheden på skærmen hjemme i stuen.

I Danmark er den næste totale solformørkelse om 125 år. Den vil kunne ses fra Bornholm den 25. maj 2142!! Og hvis man ikke har tid den dag, så må man i Danmark vente til september 2426.