Lund Madsens første grønlandske ord var 'usuk'

I 30 dage boede den danske journalist Anders Lund Madsen i Ittoqqortoormiit.
Foto © : Framegrab © Type 2
Skrevet af Jonas Fievé
26. november 2015 10:15

Målet var at gøre danskerne klogere på den del af Grønland, man normalt ikke hører om i de danske medier.

- Det var jo et fantastisk sted, som jeg så godt som ingenting kendte til, fortæller Anders Lund Madsen til KNR.

Anders Lund Madsen har flere gange været i Grønland, men aldrig på Østkysten.

Lige siden han som lille knægt gik i folkeskolen, har han dog haft et ønske om at besøge den del af landet.

- Engang i femte klasse kom der en dreng fra det der hed Ammassalik - altså Tasiilaq - og det eneste jeg fik ud af ham var, at jeg lærte at sige usuk (penis, red.), og så lærte jeg, at Østgrønland også eksisterede.

LÆS OGSÅ Anders Lund Madsen-dokumentar vækker glæde i Ittoqqortoormiit

Da han så fik muligheden for at lave en programrække om Grønland var Nuuk og resten af vestkysten udelukket, da han gerne vil give danskerne et indblik i en del af landet, som man sjældent høre om i de danske medier.

- Så kiggede jeg på et kort og så, at Ittoqqortoormiit lå der. Så tænkte jeg, at det var ligesom Anders And maner med at kigge på en prik på et kort, og sige, at der ser spændende ud, fortæller Madsen.

Da Anders Lund Madsen en onsdag ankom til "Den Yderste By" var han derfor ikke helt klar over, hvad der ventede ham.

- Så tænkte jeg shit man, det er virkelig langt væk.

Men han blev hurtigt begejstret for Ittoqqortoormiit og ikke mindst dens indbyggere.

- Og så viste det sig, at være et enestående sted befolket med nogle vanvittige rare mennesker, som viste sig at være mere seje, end jeg engenlig er vant til fra folk, jeg normalt omgås med. Det var en imponerende oplevelse, fortæller Anders Lund Madsen.

Læs også BILLEDER Anders Lund Madsen klar med dokumentarserie fra Ittoqqortoormiit

Men det kræver sin mand eller kvinde at bo i en by, så langt væk fra alting.  

Så spørgsmålet er, om Anders Lund Madsen er sej nok til at bosætte sig i Ittoqqortoormiit.

- Jeg bor jo i København, og lige nu er jeg 170 meter fra Rigshospitalet, der er proppet med landets dygtigste læger, og der er en biograf 200 meter væk fra, hvor jeg bor, og der er omtrent 60 burgerrestauranter. Ikke noget behov kan opstå uden, at det kan blive opfyldt med det samme, siger Anders Lund Madsen, som altså ikke har nogle aktuelle planer om at flytte til Ittoqqortoormiit.

Næste udsendelse om "Den Yderste By" er i aften klokken 20:30 på DR1. Du kan også se det og de følgende afsnit her