Lovgivning om juridisk faderløse på vej

Der kommer et konkret lovforslag i Folketinget om de grønlandske juridisk faderløse. Det glæder folketingsmedlem Sara Olsvig, selvom der stadig er meget arbejde at gøre i sagen.
Skrevet af Jette Andersen
01. februar 2012 12:54

- Jeg er glad for, at socialministeren svarer nu, at selvom de har overskredet deadline, slutningen af 2011, at de nu forventer at have et lovforslag klar i løbet af foråret 2012, siger IAs folketingsmedlem, Sara Olsvig.

I november måned stillede hun social- og integrationsminister Karen Hækkerup tre spørgsmål, og det er alle de tre spørgsmål, Sara Olsvig nu har fået svar på. Ifølge hende, er det springende punkt i svarene, at ministeriet i efteråret tog kontakt til rigsombudet i Grønland.

- Og har meddelt, at den nuværende danske regerings holdning er, at juridisk faderløse selvfølgelig har ret til at få oplysninger om deres biologiske fædre.

Og det er et skridt i den rigtige retning, men hun mener ikke, at sagen er slut.

- Mit sidste spørgsmål, hvor jeg stiller spørgsmålstegn ved, hvordan de juridisk faderløse borgere i Grønland, skal forholde sig til sagen, hvis deres juridiske fædre er afgået ved døden.

Nu håber Sara Olsvig på, at folk rent faktisk får hjælp, når de henvender sig til myndighederne, for at finde deres far.