Listeriafund i lammehoveder fra Nuka A/S

04. marts 2005 18:12

Fødevareproducenten Nuka A/S slår alarm efter der er fundet spor af listeria-bakterien i lammehoveder fra slagteriet Neqi A/S. Samtlige lammehoveder i kølediskene skal retur til producenten. Så hvis man har købt lammehoveder hos Pisiffik, Pilersuisoq eller Brugsen kan man returnere dem og få pengene tilbage.

Der er gået tre uger siden Nuka først fik mistanke om de inficerede lammehoveder. Alligevel mener salgschef Robert Møller at Nuka har grebet sagen fornuftigt an.

- Vi tog kontakt til vores kunder for tre uger siden samme dag, som vi fik at vide der muligvis var et problem med vores lammehoveder. Vi sendte derefter prøver til ATI i Maniitsoq. I dag har vi så fået at vide at der var listeria i prøverne og derfor melder vi ud som vi gør, forklarer Robert Møller.

Han understreger listeriafaren kun gælder for lammehoveder og ikke for eksempel lammekøller eller -rygge. Det skyldes at lammehovederne produceres selvstændigt.

- Vi er meget sikre på at det kun er lammehoveder fordi produktionsmetoden er helt anderledes i forhold til vores øvrige produktioner, siger Robert Møller.

Salgschefen mener iøvrigt, at Nuka A/S kontrolprogrammer sikrer, at fejlen kan findes og dermed forhindre at noget tilsvarende ske igen.