Lidegaard tager Exelis-afgørelse op i Det Hvide Hus

De amerikanske myndigheders blåstempling af udbuddet om servicekontrakten på Thule-basen bliver mødt med kritik fra Danmarks udenrigsminister, som i øjeblikket befinder sig i Washington.
Det Hvide Hus i Washington Foto © : Flickr Commons
19. februar 2015 10:25

- Den kommer som en overraskelse for os. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Jeg finder den ikke tilfredsstillende, fordi den er i klar modstrid med ånden i den politiske aftale, som vi har lavet med USA, siger Martin Lidegaard til TV2.

Udenrigsministeren er i øjeblikket til møder i USA i forbindelse med terror-bekæmpelse og vil her tage afgørelsen i klagesagen op med flere af de amerikanske politikere.

LÆS OGSÅ Exelis Services tilfreds med forventet afgørelse

- Det har jeg gjort både i Pentagon i dag, og det har jeg tænkt mig at gøre over for Kerry (USA’s udenrigsminister John Kerry, red.) i morgen og også over for Susan Rice (USA’s FN ambassadør), som jeg skal møde i Det Hvide Hus, siger Martin Lidegaard.

Ifølge Lidegaard er blåstemplingen af firmaet Exelis Services, som har vundet udbudskontrakten på Thule-basen, ikke i overensstemmelse med den forsvarsaftale, som USA og Danmark har omkring USA’s tilstedeværelse i Grønland.

LÆS OGSÅ Amerikanske myndigheder blåstempler Thule-kontrakt

- Den aftale, vi har lavet med amerikanerne, er klokkeklar i min optik: Det skal være et dansk eller grønlandsk firma, der skal have den kontrakt. 

- Her er der tale om et datterselskab, og det var vi enige om ikke kunne bruges. Og derfor har jeg tænkt mig at tale med rimelig store ord i den her sag og sige, at det må være muligt at finde en løsning, som både Grønland, Danmark og USA kan leve med, sådan så Grønland kan få så meget som muligt ud af Thule-basen, fastslår Danmarks udenrigsminister over for TV2.