Lidegaard har bedt USA stoppe Thule-udbud

Den danske udenrigsminister har bedt amerikanerne om at indstille det omstridte Thule-udbud.
Foto © : News Oresund/Flickr
26. februar 2015 19:16

Den danske udenrigsminister har under et møde onsdag aften med den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, bedt USA om at sætte det omstridte Thule-udbud i bero.

Det skriver finans.dk.

- Jeg har i den forbindelse opfordret til, at det amerikanske luftvåben suspenderer udbudsprocessen, indtil der er fundet en løsning mellem USA, Grønland og Danmark, siger Martin Lidegaard til finans.dk.

Udenrigsministeren sender samtidig et brev til de folketingsmedlemmer, som med et flertal uden om regeringen har krævet, at udbuddet blev stoppet. Heri skriver ministeren, at selv om der er en selskabsretlig tvist mellem Danmark og USA, fritager det ikke USA fra at overholde en forsvarsaftale mellem de to lande.

Han understreger også, at den hidtidige vinder af udbuddet om servicekontrakten på Thule-basen, Exelis Service A/S, ikke er i overensstemmelse med aftalegrundet (mellem Danmark/Grønland og USA, red.).