Ledere vil bilægge Ilulissat-fjendskab

Nu skal det være slut med det mangeårige fjendskab og medfølgende mobning og gråd mellem tilhængerne af Ilulissats to store sportsklubber I-69 og Nagdlûnguaq.
Foto © : Karline Simonsen
Skrevet af Karsten Sommer
26. august 2015 14:23

I hvert fald har bestyrelserne i de to klubber i den forløbne uge holdt møde over en kop kaffe for at blive enige om initiativer, der skal bekæmpe den fjendtlige stemning klubberne imellem. Det fortæller dagens udgave af avisen AG.

Den mangeårige rivalisering mellem byens to store klubber har nemlig også spredt sig til børnene:

- Børn har grædt og følt sig utrygge på grund af den fjendtlige stemning, siger formanden for Nagdlûnguaq Lena Ravn Davidsen til AG.

Og I-69 er enige:

- Nogle børn har fået den opfattelse, at man ikke kan være venner, hvis man ikke er medlemmer af samme klub, siger sekretær hos I-69, Bent Petersen.

Fjendskabet har været så udtalt, at klubberne ikke engang har villet spille træningskampe mod hinanden.

- Vi har været nødsaget til at tage til Qeqertarsuaq, og det koster både tid og penge, siger Lene Ravn Davidsen.

 

Idrætsforbundet involveret forgæves
Den dårlige stemning førte i 2014 til at Grønlands Idrætsforbund forsøgte at mægle mellem rivalerne. Men det kom der ikke meget ud af, erkender Grønlands Idrætsforbunds generalsekretær, Carsten Olsen.

Men ved Nagdlunguaqs generalforsamling i år blev bestyrelsen pålagt at ændre den fjendtlige stemning til venskab. Og det førte til et møde mellem de to klubber i den forløbne uge.

- Det blev et godt møde, og vi er nu blevet enige om at arrangere sociale sammenkomster med deltagelse af børn og voksne fra begge klubber, fortæller Lena Ravn Davidsen til AG.

Det glæder Grønlands Idrætsforbund.

- Den fjendtlige stemning smitter af på lokalsamfundene. Det er vigtigt at man kan være konkurrenter uden at være uvenner, siger Carsten Olsen.

Og Lena Ravn Davidsen anbefaler i øvrigt at man gør det samme i andre byer med rivaliserende klubber.

- Det tjener intet formål, at man slet ikke kan tale sammen, siger hun.