Lave oliepriser slukker Grønlands drøm om et olieeventyr

- Det er frustrerende, men det kan ikke betale sig at bore efter olie længere, siger formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen i dag til avisen Jyllandsposten.
Skrevet af Karsten Sommer
15. december 2015 11:53

Det er den lave oliepris på verdensmarkedet og de vanskelige produktionsbetingelser i Arktis, der afliver Grønlands drømme om et olieeventyr, skriver avisen.

Derfor har Grønland nu endeligt droppet tanken om at udnytte de meget store oliereserver, der ligger i den grønlandske undergrund.

- Med en oliepris på omkring 35 dollars per tønde - i Canada til under 25 dollars per tønde - kan olieindvindingen ikke længere betale sig, sagde Kim Kielsen i går til det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg, efter Rigsmødet i København.

På trods af at Grønland vurderes til at have oliereserver, der svarer til Europas samlede efterspørgsel på to år, så er løbet reelt kørt, erkender Kielsen overfor nyhedsbureauet.