Lars Løkke: Det er en særlig dag

Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, var i dag gæstetaler i Det Grønlandske Hus i København i anledning er nationaldagen.
Skrevet af Jonas Fievé
21. juni 2016 19:01

For første gang er nationaldagen også en officiel flagdag i Danmark, og statsministeren fremhævede blandt andet i sin tale, hvor glad han er for at besøge Grønland.

- Hver gang jeg kommer til Grønland bliver jeg bjergtaget af den enestående grønlandske natur, og jeg bliver varm om hjertet over den grønlandske gæstfrihed, som man møder overalt. Alle steder blev vi mødt med smil og åbne arme, sagde Lars Løkke Rasmussen med henvisning til, da han sammen med EU-præsident Donald Tusk var i Ilulissat.

Fælles fortid og en meningsfuld fremtid

Statsministeren kom også ind på forholdet mellem Grønland og Danmark, hvor han understregede, at selvom de to lande ikke altid er enige, så er det vigtigt, at man ikke tager forholdet for givet men derimod alvorligt.

- Det er et stærkt forhold, hvor der godt nok er langt mellem vores lande men, hvor der ikke er langt mellem menneskerne. Det er et forhold, som hviler på en fælles fortid og en meningsfuld fremtid.

-Det er lige præcis i den ånd, at det grønlandske flag i dag er gået til tops i hele Danmark, som en hyldes til det grønlandske folk, som en gestus til det grønlandske selvstyre og ikke mindst som en fejring af både fortidens, nutidens og fremtidens bånd mellem Grønland og Danmark, udtalte Lars Løkke Rasmussen i en tale i Det Grønlandske Hus i København.