Lars-Emil: Naalakkersuisut uden lederskab og engagement

Formand for Inatsisartut, Lars-Emil Johansen, mener, Naalakkersuisut skal kigge indad, når de skal finde forklaringen for, hvorfor de blev væltet af Aleqa Hammonds misbrug af landskassens midler.
Skrevet af Sara K. Jakobsen
01. oktober 2014 18:25

- Naalakkersuisut har ikke levet op til sit formandsskab, siger formand for Inatsisartut, Lars-Emil Johansen til KNR.

 

Og han mener, at det skyldes manglende lederskab fra regeringens side.

 

- Det er en kaotisk politisk situation vi står i, som skyldes, at der ikke er ledelse i landets regering, at der ikke er koordinering, at der ikke er ansvarspåtagelse, og at der ikke er engagement. Og den er præget af ganske spinkle flertal, siger Lars-Emil Johansen.

 

Styret af departementerne
Den erfarne politiker mener ikke, at medlemmerne af Naalakkersuisut har været gode nok til at samarbejde, men i stedet har arbejdet med hvert deres område uden at tale sammen på tværs i det samlede Naalakkersuisut.

 

- Jeg synes at det har været meget departementalt orienterede politiske ledere, vi har haft. Meget organiseret i deres egen lille verden, der hedder departementet for det ene og departementet for det andet. Landet skal jo ikke ledes af ministre for departementer, landet skal ledes af ministre for landet, siger Lars-Emil Johansen.

 

Derfor ser han ikke nogen anden løsning end en ny ledelse. En ledelse der kan tage ansvar, ikke kun for sit eget parti, men for hele landet:

 

- Den eneste måde, man kan komme ud af det på, er at sørge for, at der kommer en ny ledelse med et bredt parlamentarisk grundlag. En synlig ledelse, der koordinerer sin regering, der sørger for at hvert enkelt medlem af regeringen ved, hvilket stort ansvar de påtager sig - ikke bare for deres område, ikke bare for deres departement, ikke bare for deres medarbejdere, men for hele landets ve og vel, fastslår Lars-Emil Johansen.