Langrendsløber får alligevel støtte fra Elite Sport Greenland

Elite Sport Greenland - ESG - nåede på et møde i går til enighed med langrendsløberen Niviaq Chemnitz Berthelsen omkring fortsat støtte til hendes arbejde i 2015.
Skrevet af Karsten Sommer
07. januar 2015 07:48

Der har været usikkerhed omkring Elite Sport Greenlands støtte til langrendsløberen i det kommende år, blandt andet på grund af manglende resultater, der kunne overbevise organisationen om en positiv udvikling hos Niviaq Chemnitz Berthelsen.

Men på mødet i går tirsdag blev der opnået enighed om støtte af Niviaq i 2015. Støtten vil bestå af et grundbeløb på 50.000 kroner, samt yderligere præstationsafhængige bonusser, så hun derved vil kunne opnå fuld elitestøtte, hvis indsatsen ved diverse løb i det kommende år berettiger til det.

Alle parter - det vil sige ESG, Skiforbundet samt Niviaq Chemnitz Berthelsen selv, var enige om at dette var en god og passende støtteform, der ville tilgodese alle parters ønsker, skriver Elite Sport Greenlands Carsten Olsen i dag i en pressemeddelelse.