Landstræner: - Slut med "sandkassefodbold"

Grønlandsmesterskabet i fodbold blev i går genvundet af Nuuk-klubben B67, der for fjerde år i træk kom øverst på skamlen. Fodboldlandsholdets træner Tekle Gebrelul fulgte alle ugens kampe. For ham var den største oplevelse at møde de mange unge, engagerede spillere.
Foto © : Sandra Meinecke/KNR
Skrevet af Karsten Sommer
09. august 2015 18:58

- Det bedste var selvfølgelig at se et hold som B-67, der var godt forberedt og klar til at spille om mesterskabet. De vandt turneringen, fordi de har arbejdet stenhårdt for det, siger Tekle Gebrelul.

Men en anden ting, der sprang i øjnene, var de mange unge talentfulde spillere, der i år var med på de forskellige hold, og som lyste af lyst til at spille bold.

Men hvad er hemmeligheden bag at B-67 nu kunne vinde deres fjerde mesterskab i træk?

- B67 arbejder meget intenst med træningen, har meget fokus på sundhed og arbejder også med at forberede sig mentalt til kampene. Og så træner B-67 ikke kun 2-3 gange om ugen, men mødes op til 5 gange ugentligt. Det tror jeg er den primære hemmelighed bag deres succes, siger Tekle Gebrelul.

- Det der med kun at træne 14 dage eller en måned før mesterskaberne, det fører ikke til succes. Det kan godt være de har det rart, og synes det er sjovt. Men hvis man gerne vil vinde, så kræver det meget mere arbejde end det.

Tekle Gebrelul vil ikke pege på nogle bestemte spillere der gjorde sig særligt bemærkede ved GM. For ham handler det om at få styrket bredden i grønlandsk fodbold - og det kræver styrkelse af trænerne og bedre spillefaciliteter.

- Da vi var på Island med landsholdet, spurgte jeg den islandske fodboldpræsident hvad de gjorde for at styrke fodbolden? Og han svarede: Vi arbejder kun med to ting: Uddannelse og bedre faciliteter. Og jeg er helt enig med ham, siger landstræneren.

- Her i Grønland spiller vi stadig her i 2015 på grusbaner. Også ved disse mesterskaber - ikke for at fornærme Qasigiannguit - spillede vi nærmest i en sandkasse. Alle spillere sagde at banen var meget svær at spille på, og at de nærmest sank 10-15 centimeter ned i overfladen når de spiller.

Den slags baner virker ikke udviklende på sporten.

- Vi er nødt til at få etableret kunstgræsbaner her i Grønland, hvis spillerne skal udvikle sig. Ihvertfald en enkelt full size bane, som man kan afvikle de årlige mesterskaber på, så spillerne kunne vænne sig til at spille på kunstgræs, mener Tekle Gebrelul.

Når landstræneren alligevel er optimist med hensyn til fodbold i Grønland, skyldes det den begejstring der lyste ud af de unge spillere ved GM.

- Det gør mig til optimist. Men nu er det så op til samfundet at få skabt faciliteter, så vi kan lægge "sandkassefodbolden" bag os, få skabt bedre faciliteter, og tage de unges begejstring for at spille fodbold seriøst, slutter landstræner Tekle Gebrelul.