Landstræner fandt nye talenter ved GM

Futsal-landstræner Tekle Gebrelul glæder sig over niveauet ved det netop afholdte GM i futsal. Han har udset sig nye spillere til landsholdet, fortæller han.
Foto © : GBU
Skrevet af Kenneth Elkjær
10. april 2017 14:59

Forberedelserne til dette års GM i futsal har været seriøse, og det kunne ses på banen, fortæller landstræneren.

- Vi har set bedre spillere i år, der var i bedre form og bedre forberedte, end det vi har været vant til at se, siger landstræner Tekle Gebrelul, der også er træner for B67, der tabte finalen til N48 fra Ilulissat.

Tekle Gebrelul brugte også weekenden på at udse sig potentielle nye landsholdsspillere, og særligt én spiller har fået mange positive bemærkninger med hjem i landstrænerens notesbog; Charles Petersen fra Aasiaat-klubben T41.

- Han var en kæmpe oplevelse. Det var en ung mand, der spillede rigtig futsal med god teknik og god ro, siger Tekle Gebrelul.

LÆS OGSÅ N48 løb med guldet

Turneringens store målmaskine, Bent Pivat fra K-64, er også blevet tilføjet til landstrænerens liste over kandidater til en kommende plads i landsholdstruppen.

- Det kan være rigtig godt for landsholdet at få nogle nye spillere ind. Så bliver de etablerede landsholdsspillere også lidt presset, når de kan se, at de unge spillere kommer og banker på døren til landsholdet, siger Tekle Gebrelul.

Futsalimik Nunatsinni Pissartanngorniunneq 2017: Finale B-67 vs N-48 09.04.2017