Løkke: Grønland må selv hjælpe med dansk-kundskaber

Grønland bør selv sørge for, at befolkningen lærer tilstrækkeligt dansk til f.eks. at kunne studere i Danmark.
16. december 2015 11:15

Sådan lød det fra statsministeren i Folketinget i går på et spørgsmål fra Aleqa Hammond (S) om udsigten til sproghjælp for grønlændere i Danmark.

- Jeg ved, at regeringen stiller høje krav til folk, der kommer ude fra for at kunne beherske det danske sprog mest muligt. Nu, hvor det er vores egne statsborgere og har svært ved sproget, hvad kan statsministeren fortælle mig for at sikre, at disse dele af befolkningen, som ikke behersker sproget så godt, kan føle sig bedre tilpas? Er der nogle initiativer, vi kan se frem til fra statsministerens side?

Sådan spurgte folketingsmedlem Aleqa Hammond fra Siumut, da hun tirsdag deltog i spørgetime med statsministeren i Folketinget.

Men statsminister Lars Løkke Rasmussen svarede først på spørgsmålet ved at pege mod Grønland.

- Ja, tak for det. Må jeg ikke først sige, at spørgsmålet om sprogkompentece kan jo ikke kan ses løsrevet fra, hvordan man tilrettelægger sin uddannelsessektor, hvilket jo er et hjemtaget område, fuldstændig grønlandsk selvbestemmelse og jo også derfor bør være en prioritet i Grønland, vil jeg mene.

Dog anerkendte Løkke, at der er en sprogudfordring blandt nogle grønlændere i Danmark. Og det har regeringen allerede forsøgt at tage hånd om, lød det.

- I forhold til grønlændere, der kommer til Danmark, er jeg meget opmærksom på, at vi står med en opgave. Og det er jo også det, der i forbindelse med finanslovsforhandlingerne og satspuljeaftalen har sikret en bevilling ekstraordinært på fire mio. kroner til De Grønlandske Huse, netop målrettet en opgave med at sikre, at de unge grønlændere, der kommer til Danmark for at studere, kan vinde fodfæste i Danmark, svarede statsministeren.