Lærere: spørgeskemaerne var lange og teknisk udfordrende

Kun en fjerdedel af folkeskolelærerne landet over har valgt at svare på det spørgeskema, som repræsentanter fra Danmarks Evalueringsinstitut har sendt ud til dem i forbindelse med evalueringen af folkeskolen i Grønland.
Skrevet af Laura Aggernæs
23. januar 2015 19:42

KNR har talt med to folkeskolelærere, der har besvaret spørgeskemaet om, hvad de tror grunden er til, at der ikke er flere lærere, der har budt ind med deres synspunkter til evalueringen.

 

- Jeg synes, det er vigtigt, at folkeskolen bliver evalueret, og jeg tænker, at det er brugbart, sådan så vi kan få en endnu bedre folkeskole end hvad vi har allerede nu, siger Jeppe Frost Jepsen til KNR om, hvorfor han har valgt at deltage i spørgeskemaundersøgelsen i forbindelse med evalueringen af den grønlandske folkeskole.

Udover at være pædagogisk IT-vejleder på Ukaliusaq Skole i Nuuk, er han også tillidsmand for folkeskolerne i Sermersooq Kommune. Og han har derfor opfordret flere af sine kollegaer til at deltage i undersøgelsen. Men flere af kollegaerne har haft tekniske udfordringer med at svare.

 

Link duede ikke

- Jeg ved, at sådan rent teknisk var der problemer med det link, som blev sendt ud til lærerne. Det så ud som et link. Men det var ikke et link, så derfor så kunne lærerne ikke finde ud af at komme ind på det spørgeskema, som de så skulle svare på. Så der var lagt lidt en stor forhindring i vejen for at lærerne kunne gøre det, som de blev bedt om, siger Jeppe Frost Jepsen.

 

Og selvom det var muligt at hente skemaet i pdf-form, var det ikke umiddelbart til megen hjælp.

 

- Der har været et link til en papirudgave. Men så skulle man så tilbage til den online del igen. Der er måske kommet en melding ud bagefter om, at vi gerne måtte aflevere papirudgaven. Men sådan som jeg husker det, var det ikke sådan, det blev præsenteret til at starte med, siger Jeppe Frost Jepsen.

 

Mange spørgsmål

Også Lone Kokholm, der er lærer på Atuarfik Kangillinnguit, har besvaret skemaet. Men hun har heller ikke oplevet skemaet som let.

 

- Det er et spørgeskema, der har mange spørgsmål, og jeg kan forstå på mine kollegaer, at flere har haft bøvl med at udfylde spørgeskemaet med hensyn til, at det er ret tidskrævende, og at der forekommer nogle tekniske problemer undervejs. Så det kan være en af grundene til, at der er så få, der har besvaret, siger Lone Kokholm.

 

Men selvom det ikke er alle, der har svaret, mener hun ikke, at hendes besvarelse er spildt af den grund.

 

- Det er beklageligt, at der er så få, der aktivt har deltaget. Men her på vores skole er der jo dem, der har afleveret evalueringsskemaet tilbage. Og det må så være dem, som kan bruges som fingerpeg på, hvordan landet ligger. Og jeg synes, hvis der skal være en mere omfattende evaluering, så kan man vel arrangere en løbende evaluering, siger Lone Kokholm.