Kvinde fik 630 kroner for at myrde Kim Jong-uns halvbror

En kvinde troede angiveligt, at hun deltog i et realityprogram, da hun dræbte Nordkoreas leders halvbror.
Skrevet af Ritzau
25. februar 2017 12:54

En indonesisk kvinde under mistanke for at have myrdet Kim Jong-nam, der er halvbror til Nordkoreas diktator, fik 630 kroner for at forgifte ham. Det oplyser Indonesiens viceambassadør i Malaysia ifølge norske NTB.

Mordet fandt sted i lufthavnen i den malaysiske hovedstad, Kuala Lumpur.

I alt to kvinder menes at have udført attentatet, mens flere andre er mistænkt for at være indblandet på anden vis. Angiveligt på ordre fra det Nordkoreanske regime.

Den indonesiske kvinde troede, at hun deltog i et realityprogram. Det har hun forklaret i et forhør med malaysisk politi.

Den indonesiske kvinde er sammen med den anden kvinde filmet af overvågningskameraer i lufthavnen 13. februar, hvor hun kan ses tørre noget af i ansigtet på Kim Jong-nam.

Undersøgelser peger på, at det var nervegassen VX, som dræbte ham. Malaysisk politi oplyste fredag, at spor af gassen er blevet fundet på Kim Jong-nams lig.

VX bliver betragtet som et af de giftigste kemiske våben, der nogensinde er blevet skabt. En lillebitte dråbe er nok til at dræbe et menneske.

/ritzau/