URANDEBAT Kvanefjeld-minen må ikke skade erhvervet

Miljøorganisation mener det enten er kynisk eller naivt, når magthaverne lover, at der ikke bliver nogen uranmine, hvis det skader nærmiljøet.
28. november 2015 13:13

Der bliver ingen uranmine ved Kuannersuit, hvis det kommer til at påvirke landbruget og erhvervet i området omkring minen.

Det slog borgmester Jørgen Wæver Johansen fast under torsdagens Qulaarpaa om uranminen ved Narsaq.

- Der er ikke nogen, der vil ofre andre erhverv fuldstændigt, blot for at opstarte en minedrift i nærheden af Narsaq.

Så det, du siger, er, hvis det kommer frem i VVM'en, at det ikke nytter noget at have fåreavl og landbrug omkring Kuannersuit og i nærområdet ved Narsaq, så bliver denne mine ikke til noget?

- Nej, det siger sig selv, fordi det siger vores lovgivning, slår borgmester Jørgen Wæver Johansen, Siumut, fast.

 

Kynisk eller naivt

Den udmelding giver formanden for miljøorganisationen Avataq, Mikkel Myrup, dog ikke meget for.

- Jeg mener, at det er enten udtryk for naivitet eller kynisme, hvis man tror, at man i lovgivningen kan finde sikkerhed for, at det her projekt kan køre, uden at det har stor negativ betydning for området dernede, siger Mikkel Myrup.

Han peger på, at det jo er lektien fra andre miner rundt om i verden.

 

Må ikke påvirke nærmiljøet

Naalakkersuisoq for erhverv, arbejdsmarked og handel, Randi Vestergaard Evaldsen, gør det også klart, at hun er klar til at trække i bremsen på en eventuel mine.

- Hvis det har påvirkninger på miljøet, hvor det går ud over nærmiljøet, så gør vi det jo selvfølgelig ikke, og det står vi jo selvfølgelig fast på, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

Men vi taler om en åben uranmine, selv GME siger jo, at det er umuligt at undgå at have påvirkninger på miljøet. Hvis det er holdningen, så kan vi da ligeså godt slukke kameraerne nu og stoppe det projekt.

Læs også Geokemiker forklarer farerne ved uranminedrift

- Jamen, jeg har jo ikke set den endelige VVM endnu. Derefter tager jeg stilling, siger Randi Vestergaard Evaldsen, hvor til Mikkel Myrup svarer:

- Jeg siger bare, kig på den information der findes andre steder i verden. Der findes undersøgelser, der påviser at miljøet, dyr og mennesker omkring et åbent minebrud bliver påvirket. Så det nytter ikke noget at sige, at vi bliver nødt til at vente på VVM'en for at have en mening om det her.

 

Der er en risiko

Forleden fortalte seniorrådgiver og geokemiker Jens Søndergaard fra det danske Nationalt Center for Miljø og Energi, DCE, at man kan gøre meget for sænke risiciene ved en uranmine.

- Men helt fjerne risikoen kan man desværre ikke, forklarer han.